Historien om Lohals

Navnet Lohals er belagt helt tilbage til 1664, hvor det blev skrevet "Louhalsz". "Hals" er der ikke tvivl om – det betyder en smal landtange eller det snævre løb, der strækker sig ud mod havet, præcis som stedet stadig ligger i dag. "Lo"-delen er derimod mere usikker. Nogle mener, det hænger sammen med "eng" eller lavtliggende græsland; andre peger på en sammenhæng med "los" – altså lodsning af skibe gennem det smalle farvand. Sandheden er, at ingen ved det med sikkerhed, og måske er det meget rammende for et sted, hvis historie i lige så høj grad er blevet formet af havet som af landjorden.

De ældste konkrete spor af mennesker i området er langt ældre end selve byen. Ved Lohals findes en op mod 3,5 ton tung sten med 198 cirkulære fordybninger – såkaldte skåltegn – hugget ind i overfladen i bronzealderen. Det er nogle af Danmarks ældste helleristninger, og stenen kan stadig ses i dag. Den fortæller ikke historien om Lohals som by, men den minder om, at mennesker har færdedes og efterladt spor ved denne kyst i flere tusind år, længe før nogen kaldte stedet ved navn.

Lohals' historie som et sted for handel og søfart tager for alvor form i 1630, hvor stedet officielt blev anerkendt som lovligt udskibningssted for varer og personer. Landbrugsprodukter fra oplandet blev kørt til vandet på hestevogn og lastet om i fladbundede pramme, der roede varerne ud til de større skibe, som sejlede videre mod København og Tyskland.

I århundrederne derefter voksede fiskeriet sig større. Lohals lå godt beskyttet mod vestenvinden og havde en naturlig bugt, hvor bådene kunne trækkes på land. Her byggede fiskerne sig hytter, bådehuse og røgskure, og et lille fællesskab groede frem omkring det, havet kunne give. Torsk, fladfisk, ål og sild blev tørret, røget eller solgt videre, og dagen fulgte havets rytme, ikke uret.

En af de mest afgørende perioder i Lohals' tidlige historie hænger sammen med Englandskrigene. Fra 1807, mens Danmark var i krig med England, blev der oprettet en kanonbådsstation i Lohals til forsvar af farvandet. Da freden kom i 1814, blev stationen nedlagt – men flere af soldaterne blev boende og slog sig ned som søfolk og bønder. Byen overtog skibsbroerne fra den nedlagte station, og det blev, ganske upåagtet, begyndelsen på Lohals' første rigtige havn.

I løbet af 1800-tallet voksede handlen. Rudkøbing var øens store handelscentrum, men Lohals fik sin egen rolle som udskibningshavn for fisk og landbrugsvarer. De første handelsmænd slog sig ned langs kysten, og pludselig kunne man købe kaffe, sukker og brændevin uden at sejle hele vejen til byen. Med væksten fulgte håndværkere og små værksteder – bådebyggere, rebslagere og smede holdt til nær havet, og der blev bygget robuste træbåde til fiskeri i Østersøen.

Lohals begyndte langsomt at ligne en by. Ikke planlagt – bare vokset frem, som livet selv nu engang gør det. Om søndagen gik man til kirke i Stoense, og om aftenen samledes man i de små stuer, hvor historierne gik fra mund til mund.

De gamle skibsbroer fra kanonbådsstationens tid var efterhånden slidt op og upraktiske, især om vinteren. I 1860 gik en gruppe skippere og handelsmænd sammen om at stifte et aktieselskab med ét formål: at bygge Lohals en rigtig havn. Tre år senere, i 1863, blev den nye havn med skibsbro og mole mod nord indviet. Det blev startskuddet til en helt ny tid.

I 1889 begyndte færgerne at lægge direkte til i selve havnen i stedet for at blive mødt af robåde ude på reden, og i 1929 kom bilfærgen til på ruten mod Korsør. Med havnen kom liv for alvor: købmænd, kroer og værksteder skød op, og Lohals blev et knudepunkt for handel, post og transport – et sted, hvor hele egnen mødtes, ikke kun for at arbejde, men også for at snakke, handle og udveksle nyt.

Havnen blev byens hjerte – og er det stadig. Det var her, børn lærte at svømme, mændene talte om vejret, og kvinderne mødtes for at handle. Alt, der skete i Lohals, begyndte eller sluttede ved vandet. Skibe som Sara, Laura, Esther, Argus og Ellida sejlede alle under hjemhavnen Lohals i disse år – navne, der stadig findes i lokalarkivernes billeder af de skibe, der bar byens navn ud på havet.

I begyndelsen af 1900-tallet var Lohals på sit maritime højdepunkt. Omkring 1914 sejlede godt 15 skibe ud fra havnen, og i 1930 var tallet vokset til omkring 57 fiskekuttere med hjemsted i byen. Men intet varer evigt: i takt med at fiskeriet gradvist gik tilbage gennem århundredet, ændrede Lohals sig igen. Det sidste fragtskib blev solgt i 1972, og færgeruten til Korsør – som i årtier havde været en livline til resten af landet – lukkede endeligt i 1998.

Men Lohals forsvandt ikke. I stedet fandt byen en ny rytme. Hvor havnen før var fyldt med fiskerbåde, kom nu lystsejlere og feriegæster, og i 1980 blev havnen udvidet mod syd med en lystbådehavn til de stadigt flere fritidssejlere. De gamle fiskerhuse blev istandsat, og om sommeren blev havnen igen fyldt – denne gang ikke af fiskere, men af familier, der kom for at nyde naturen, musikken og fællesskabet.

I dag bor der omkring 550 fastboende i Lohals. Havnen er en aktiv lystbådehavn og danner samtidig endestation for vandreruten Øhavsstien, og byen indgår i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav på grund af sin kulturhistoriske betydning.

Meget af det, der sker i Lohals i dag – havnefester, markeder, det lokale foreningsliv – bæres af mennesker, der gider noget for deres by. Byen er ikke vokset for at tiltrække turister; den er vokset, fordi den lever. Når man står på molen og ser solen gå ned over Fyn, forstår man måske, hvorfor folk bliver hængende lidt længere end planlagt.

Det er svært at sige præcis, hvornår Lohals "blev til", for der har aldrig været ét tidspunkt, hvor nogen besluttede det. Byen voksede af behov, af vilje, af stædighed – gennem krig og fred, opgangstider og tilbagegang. Og måske er det netop derfor, den stadig står så stærkt: fordi den ikke blev bygget for at være noget bestemt, men for at være et sted, hvor mennesker kan leve.